Violinen
| -er et svært instrument, som man aldrig rigtig
bliver færdig med. Jeg har i mange år, sagt til mine elever
i Fanø Musikskole, at spille violin er en "daglig kamp" som
kræver ihærdighed, stædighed, disciplin, tålmodighed,
forstående omgivelser og et udpræget musikalsk talent.
Hvis man ikke har en personlighed, som rummer disse elementer og talenter,
- eller kan tilvejebringe denne "kamp-gejst", bliver det
en ulige "kamp" uden en "happy ending", - som man
måske kunne have vundet, ved at vælge en instrument-type,
som ikke i den grad bygger på et skærpet "intonations-øre".
Lige som i alle livets andre forhold, findes der selvfølgelig
gode og dårlige - strygeinstrumenter. Man kan selvfølgelig
vurdere instrumenter ud fra fagmandens / violinbyggerens stringente
og faglige synsvinkel - materialevalg - perfektionsniveau - modeltype
- egne teorier udmøntet i praxis - klang-univers - egalitet
o.s.v. Men ofte vil disse objektive krav og klassificerings-niveauer,
stå overfor de mere personligt funderede ønsker og krav
m.h.t. klang-idealer, egalitet, og instrumentets spilletekniske kvalitets-niveau,-
er det nemt at spille i alle stillinger - og som alt andet "værktøj",
ligger det godt i hænderne samt et sidste element, som betyder
noget for mange - er det et flot instrument, som man kan blive glad
for og stolt over. Selv om det selvfølgelig er latterligt, tror
jeg, at man bliver bedre til at spille, hvis man er glad for og stolt
over sit instrument,- og det at man bliver bedre til at spille, gør
selve instrumentet bedre…. Alt i alt et positivt reaktionsmønster
som, alt andet lige, vil være en stadig motiverende faktor i
den "daglige kamp" med instrumentet og forholdet til "musikkens
verden",- og vejen til en positiv forståelse og erkendelse
af begrebet "øve" og øve-disciplin.
Selv spiller jeg på en tyskbygget Guarneri del Gesu - model fra forrige århundrede, som er bygget i Mittenwald, - kraftcentret i tysk strygeinstrument-produktion og teori igennem århundreder. Violinen er derefter repareret hos Emil Hjorth & Sønner i 1906, Bettina og Peer Knutsson i 1996 og hos den dygtige tyske violinbygger Christiane Lass i Kiel, som for øvrigt er uddannet i Mittenwald - og violinen har altså igennem de sidste 25 år hovedsageligt "produceret" Fanø-musik og fulgt mig, hvor jeg stod og gik. M.h.t. forstærkning, har jeg, siden jeg startede med at "spille med strøm", anvendt Sennheisser Pick-up systemer. I ca. 15 år, har jeg anvendt en såkaldt "Speak-clips" d.v.s. en lille kondensator "slipse-microfon" til interview brug. I dag bruger jeg stadig Sennheisser, men et trådløst system, hvor selve mic. enheden hedder MKE 104 og sender / modtagersystemet "Evolution Wireless" - uovertruffen gengivelse af strygeinstrumentets karaktaristiske "træ-lyd" som jeg elsker så højt. |
 |
 |
