Fanø-musikken
Er
vel først og fremmest historien om en lille,- i tidligere tider, afsondret
lokalitet - en lille ø med stolte traditioner m.h.t. erhverv og kultur.Fanø, som altid havde haft "blikket" rettet mod horisonten og "ryggen" mod fastlandet, fik i 1741 handels-privilegier. Dette betød, at man nu selv kunne drive søfart, bygge skibe, etablere rederier og drive handel bl.a med fremmede lande.
Dette betød, at næsten hele den mandlige del af befolkningen enten selv sejlede eller var tilknyttet søfarten i afledte erhverv, sejlmagere, skibstømrere, redere o.s.v.
Et samfund af kosmopolitter vil altid blive anderledes. Når man færdedes lige hjemmevant i København, Hamborg, Rio Grande del Sul eller Nordby, får det for det første en afsmitning på livsanskuelser, personlige grænser og kultur - men også en afklarethed og bevidsthed m.h.t. til sine egne tilhørsforhold og hjemstavn. Afsmitningen, som ikke kun kunne "aflæses" på hjemmenes nips-ting af mere eller mindre fremmed herkomst, fik også betydning for Fanø`s lokale musik.
I dag ved vi, at Fanø-søfolkene havde brudstykker eller hele melodier med sig hjem fra "det fremmede" - først og fremmest Holland, Tyskland, De Britiske øer samt det øvrige Skandinavien. Stykkerne blev tillempet, så de passede til de to lokale danse - Sønderhoning og Fanikke-dans. Derfor fremtræder melodimaterialet i dag meget anderledes, sammenlignet med andet dansk traditionsmusik.Sønderho-musikken er igennem mange generationer, blevet leveret af Brinch,- og tidligere Sonnichsen-familien - fra slægtsled til slægtsled, uden brug af noder. Dette betyder, at musikken og melodierne i hver generation har fået et særdeles personligt særpræg og at melodierne er blevet spillet lidt anderledes fra generation til generation.
Sidst er det brødrene Frits og Søren L. Brinch og dennes søn Erling Brinch, som har viderebragt denne spændende afkrog af dansk traditionsmusik,- som den dag i dag, stadig er det insiterende midtpunkt i enhver festlig begivenhed i Sønderho - såvel for gamle som for unge mennesker.
